Michael Næsted Nielsens næste roman, Det Onde Hus, udkommer hos forlaget mellemgaard i foråret 2018.

Romanen er en gyser for børn & unge om Mikkel på 14, der hver morgen på vej til skole går gennem en skov, hvor han kommer forbi et stort, mørkt, gammelt og forladt hus. Huset virker dragende på ham. Det er som om det kalder på ham. Om natten drømmer han om huset og alle de hemmeligheder, som er derinde.

Mikkel ved, at der for mange år siden skete en tragedie i huset. En hel familie døde under mystiske omstændigheder. Man fandt kun de to voksne, mens der ikke var nogen spor efter de tre børn. Igen har nogensinde fundet ud af, hvad der skete med børnene. Men de anses for at være døde.

Måske burde Mikkel gå derind og se, hvad han kan finde ud af? Det skal være om natten, så ingen opdager ham! Men tør han? Huset rummer døden, og måske går de døde igen i huset?

Hvad var det som slog dem ihjel? Et spøgelse, måske? Eller er det en dæmon fra Helvede, som har hjemsøgt huset?

Måske venter huset bare på sit næste offer?